Stress og Traumetilstande
Stress og Traumetilstande
HVORFOR ARBEJDE MED KROPPEN?
Trangen til at få mødet med stress- og traumetilstandene til at være hurtigt overstået er meget menneskelig. Det kan være fornemmelsen af ”Pyha, det nappede lige i haserne, nu vil jeg bare videre”.
Som min læremester Ulla Rung Weeke siger, så er der ingen, der frivilligt går ind i de tilstande. Du gør det som regel først, når kroppen larmer så højt med symptomer, og det er så forstyrrende og smertefuldt, at du er nødt til at reagere på det. Forventningerne til en terapeut eller behandler kan være: ”Du skal hjælpe mig ud af tilstanden hurtigt, og jeg vil helst ikke have alt for meget med det at gøre”.
Hvis du kan genkende det jeg lige har beskrevet, er det en god idé at læse videre.
REGULERING AF STRESS OG TRAUMETILSTANDE
At regulere tilstande i kontakt med andre gør, at vi opbygger nye erfaringer, nye indre dynamikker, som med tiden bliver til et nyt fundament.
Vi tager biologisk, fysisk og mentalt form af det, der foregår i vores indre af tanker, følelser, og holdte tilstande af chok, stress og traumer.
Derfor vil enhver helingsproces uundgåeligt involvere både
- følelser
- tankemønstre
- automatiserede overlevelsesmønstre
- kropslige tilstande og
- de ydre påvirkninger i dit liv, som trigger disse
Først når vi inviterer til at få alle lag i tale, kan de dybe, blivende forandringer finde sted.
Tilstande af ubalance, som er opstået i relationer, skal hele i relationer, der er trygge, støttende og tillidsvækkende nok.
Når det opleves trygt nok, der er nogle nærværende hænder at læne sig ind i, og der er langsomhed nok, kan impulsen til at slippe og regulere dukke op dybt inde fra kroppen.
Afspænding sker dybt indefra, i muskel- og bindevæv, nervesystem, åndedræt og de holdte, stivnede og vredne tilstande i kroppen. Når det sker, mærkes det som regel som noget helt ubesværet, som kroppen kan af sig selv.
Vi lindrer ikke bare symptomer, men får fat i de dybereliggende årsager til, at de opstår, og vender tilbage, og kan derfor skabe blivende forandringer.